Citroën: Tilbage til rødderne

Citroën vil igen skille sig ud fra mængden med spændende design, og Cactus er første skridt i den retning. Næste skridt er konceptmodellen Aircross. Når man møder en Citroën på vejen, skal den skille sig så markant ud fra de øvrige bilmærker, at man ikke er i tvivl.

Alle med en lettere gulnet dåbsattest husker den legendariske 2CV (studenter Rolls Royce’n), DS og ID-modellerne i 60’erne, Dyane og mange flere. En Citroën skal ikke være som andre biler. Citroën hylder retten til at være anderledes. De hylder det enkle og det kreative.

Ja til teknologi, men …

Citroën siger i høj grad ”ja” til ny teknologi, men kun når det tjener et formål. Det betyder, at valg af teknologi tages ud fra en vurdering af, om det er nødvendigt og gavner kørselsoplevelsen. Det er ikke nok, at det bare er smart. På den måde bliver bilen mere enkel at benytte, og samtidig lever man op til det overordnede mål om, at bilen skal være billig i drift – teknologi kræver nemlig både vægt og brændstof.

Sikkerhed

Franske biler – og især Citroën – har gennem tiderne haft et ry for at have en blød affjedring. Citroën fokuserer stadig på komforten, men de nye aktive affjedringssystemer bidrager også væsentligt til køresikkerheden.

Aircross Concept

De nye toner skimtes allerede i konceptbilen Aircross – en SUV med sit helt eget design og sin helt egen kabine.
Aircross konceptet er Citroën hele vejen igennem … aerodynamisk og funktionelt design, organiske former, frække farver og innovative kabineløsninger. Men det er også en konceptbil, og det betyder, at kun de mest relevante koncepter og funktioner bliver at finde i produktionsmodellerne.