Toyota lancerer nyt mobilitetskoncept i Danmark

Toyota lancerer i dag sit helt nye mobilitetskoncept, KINTO, i Danmark med det formål at tilbyde en bred vifte af mobilitetsservices til danskere over hele landet.

Introduktionen af KINTO sker som led i koncernens transformation fra bilproducent til mobilitetsvirksomhed. Målet er at kunne tilbyde mobilitet og services for alle uanset alder og eventuelle fysiske begrænsninger.

Torsdag den 8. oktober 2020

Når man i fremtiden skal have løst sit behov for mobilitet, vil Toyota sørge for at være til stede med lige nøjagtigt det produkt eller den service, der gør det muligt. I dag lancerer Toyota i Danmark således sit nye mobilitetsbrand, KINTO, der er dedikeret til at tilbyde en vifte af mobilitetstjenester for danskere over hele landet.

Med lanceringen af KINTO sætter Toyota yderligere fart i transformationen fra bilproducent til mobilitetsvirksomhed. Toyota sigter med KINTO mod at udvide sine mobilitetstilbud udover traditionel mobilitet til private og virksomheder.

Først og fremmest vil Toyota fremadrettet benytte sit nye, dedikerede mobilitetsbrand, KINTO, som en slags paraply for virksomhedens mobilitetstjenester. KINTO skal være med til at appellere til nye brugere af mobilitet lige fra enkeltpersoner til erhvervskunder, byer og offentlige institutioner.

Delebiler og fleksibel udlejning

Der findes lige nu fem forskellige mobilitetskoncepter på globalt plan under KINTO-navnet. I Danmark lægger KINTO ud med koncepterne KINTO Share, der er et delebilskoncept, og KINTO Flex, som er fleksibel udlejning i en kortere periode.

Med KINTO Share kan man vælge mellem forskellige biltyper lige fra den kompakte Toyota Yaris Hybrid til den større Toyota RAV4 Hybrid eller måske varebilen Toyota Proace. KINTO Share er et såkaldt ”back-to-base” koncept, hvilket betyder, at bilerne har faste parkeringspladser og altid afhentes og returneres til samme parkeringsplads.

Både brugeroprettelse, booking og betaling foregår via den gratis KINTO app, hvor det også er muligt at se, hvor bilerne holder parkeret.

Flere virksomheder har allerede deltaget i en testperiode, hvor de har stillet parkeringspladser til rådighed for delebilerne og derigennem haft mulighed for at kunne benytte dem som supplement til deres eksisterende bilflåde. Samtidig har det så været muligt for virksomhedens medarbejdere at booke bilerne uden for kontortid til private gøremål, så man derved udnytter bilflåden på optimal vis hele døgnet og i weekenderne.

KINTO Flex tjenesten er fleksibel udlejning i kortere perioder, hvor det er muligt at leje fx hybridbiler i helt ned til fire måneder eller varebiler fra to måneder og helt op til to år. Fælles for alle biler i KINTO Flex konceptet er, at forsikring, grøn ejerafgift og service altid er inkluderet i prisen, og at der ikke er nogen ekstra førstegangsydelse. På den måde kan man altså let skifte til en større eller mindre eller tilsvarende personbil hver fjerde måned eller have muligheden for hurtigt at skalere antallet af varebiler i virksomheden op eller ned alt efter antallet af opgaver.

Samkørselstjeneste i 2021

Toyota i Danmark forventer efter nytår at kunne introducere en tredje tjeneste under KINTO, kaldet KINTO Join, der er en samkørselstjeneste, som revolutionerer måden, hvorpå virksomheders medarbejdere kommer til og fra arbejde. Ved at forbinde medarbejdere, der ønsker et lift, med kolleger, som har en bil til rådighed, sikrer KINTO Join muligheden for samkørsel, socialt fællesskab og ikke mindst færre biler på vejene.

Selve fundamentet til Toyotas nye mobilitetstjenester blev grundlagt i 2018, da man etablerede to enheder i form af flådestyringsselskabet Toyota Fleet Mobility, baseret i Köln i Tyskland, og det digitale platformsfirma, Toyota Connected Europe, baseret i London i England.

Toyota Fleet Mobility fokuserer på at udvide fuld-service leasing på det europæiske marked, mens Toyota Connected Europe er det europæiske datterselskab af Toyotas globale data og teknologi udviklingsvirksomhed, der udvikler og implementerer en række produkter og tjenester, der holder Toyota-bilejere og deres køretøj forbundet med hinanden.

”Vores nye mobilitetsbrand, KINTO, er et signal om, at vi som virksomhed mere end nogensinde er fast besluttet på at imødekomme vores kunders skiftende mobilitetsbehov. Toyota er et veletableret bilmærke med pålidelige kvalitetsbiler. Vores ambition med KINTO er at skabe et lige så stærkt brand for mobilitetstjenester – et brand, der konsekvent giver ekstraordinære kundeoplevelser, uanset om man bevæger sig rundt tæt på hjemmet eller er på rejse i udlandet. KINTO favner alt omkring Toyotas ambition om at levere endnu bedre mobilitet for alle,” siger Mobility Manager, Bo Svane, hos Toyota Danmark.

KINTO-navnet stammer fra det japanske ord KINTO-UN, der direkte oversat betyder flyvende nimbus. Det er betegnelsen for en magisk og venlig sky, der giver on-demand transport til en berømt animeret karakter i Japan. KINTO-UN er således en service, som dukker op, når den animerede figur har brug for det, og kan transportere figuren hvorhen, den ønsker, så snart den ønsker det. Ligesom KINTO-UN ønsker KINTO at være tilgængelig hver gang en kunde ser efter nemme og smarte måder at bevæge sig rundt, når som helst, og hvor som helst.

Læs mere om KINTO i Danmark på KINTO Mobility.

Denne side benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere her.

OK